torsdag den 2. april 2009

Hangzhou, Huang Shan og Nanjing

Tiden flyver afsted! Hurtigere end nogensinde før.

Jeg tog toget til Hangzhou, der er kendt for sin flotte, gigantiske, sø. Så vidt jeg husker, har Marco Polo udnævnt Hangzhou som verdens smukkeste by. -Er dog ikke helt enig med ham, men smuk er den dog.
Jeg var to overnatninger i Hangzhou, og det var også rigeligt. Jeg mødte lynhurtigt nogle andre rejsende, og vi endte med at gå hele vejen rundt om West Lake, som Hangzhou er så kendt for. Om aftenen sad vi med en kop kaffe hver og så solen gå ned over bjergene i horisonten. Rundt om os fløj flagermuse så tæt på os, at vi var en smule bekymret for om de kunne finde på at flyve ind i os. (hvilket egentlig ville være mere komisk end skræmmende)
Samme aften tog vi på et night-market, hvor man kunne købe de fedeste Mao-merchandise; urer, hatte, t-shirts armbånd og selvfølgelig små røde bøger med Maos citater i. -Sådan én købte jeg.
På markedet var det naturligvis også madboder, og jeg var en smule sulten, så jeg besluttede mig for at købe nogle grøn peber. Den rare kok maste dem flade på en stegepande og tilsatte lidt indisk chilipulver.
Jeg er sulten, så jeg propper selvfølelig en hel een i munden. Efter 30 sekunder løber kaskader af væske ud ad min næse, øjne mund, hud og alt hvad der ellers kan komme vand ud ad. Mine såkaldte venner fik sig månedens grin, og vi fandt ud af, at det var en hel grøn chili frugt-tingest jeg havde spist og IKKE grøn peber. Kristus, mine indre organer har aldrig skreget så meget.

Inden vi forlod markedet, så vi en kineser, som prøvede at stjæle noget fra en bod. Han fik så mange tæsk, at jeg egentlig godt vil vide om han stadig lever. Det var noget af en oplevelse, især fordi politiet bare stod og lod sig underholde af overfaldet.. man kan ikke helt regne med politiet i Kina, de er fuldkommen kurropte.

Fra Hangzhou tog jeg til Huang Shan, der blot ligger 3-4 timers kørsel fra Hangzhou. Jeg tog primært til Huang Shan for at kravle på 'De Gule Bjerge'. De skulle været noget helt særligt, og bjergene er kendt for deres dis. Nu var det bare sådan, at da jeg var der, var der så meget dis at man ikke kunne se tre meter frem for sig. Så jeg fik ikke set forfærdeligt meget bjerg, men vi var heldige i få øjeblikke! -Og der var det også et fuldkommen fantastisk syn. Det gik op for mig, hvorfor kinesere tegner spidse bjerge og ikke runde ligesom vi gør i vesten.
Jeg fulgtes med seks kinesere, som jeg var blevet gode venner med under busturen fra Hangzhou til Huang Shan. De organiserede nærmest alt for mig i Huang Shan og på bjergene. Vi sov på toppen af bjerget, og næste morgen, da vi skulle ned, var der faldet sne. Det var fantastisk smukt, men det gav mig også nogle vilde flashbacks til temperaturen i Grønland. (havde ikke ligefrem tøj med til bjerge med sne)

Fra Huang Shan måtte jeg tilbage til Hangzhou, fordi Huang Shan ikke er særlig stor og derfor heller ikke spor central hvad transport angår. På turen tilbage til Hangzhou mødte jeg nogle fra Canada og California, som studerede kinesisk medicin. Det var spændende at få forklaret lidt om kineseres tro på urter og nåle.

Fra Hangzhou tog jeg til Nanjing, som er en gammel hovedstad i Kina. Det var en rolig oplevelse, hvor jeg forholdte mig en smule asocial og tog på en masse sightseeing. Havde brug for lidt rum til mig selv. Når man rejser alene, bliver man konstant involveret i noget socialt. Jeg så Nanjings bymur, presidentpalads, et gammelt central område midt i byen og noget mærkeligt kunstig natur uden for byen. Mit kamera gik dog ud, så har ikke mange billeder fra Nanjing.

I aften 20.30, tager jeg toget til Shanghai. Mine to kolleger lander i morgen tidligt, og jeg har lovet at stå og vinke og råbe når de ankommer.
De skal være her i ni dage, og vi skal nå en hel del på de ni dage; finkæmme Shanghai og sejle i nogle dage på Yangzi river, Kinas længste flod.
Ni dage er nok ikke helt nok til at finkæmme Shanghai og sejle på en flod, men vi gør vores bedste!

Alt er vel hos mig. Håber det samme gælder hos jer!

Kærlige hilsner,
SEBASTIAN BRUN SIMONSEN

fredag den 20. marts 2009

Forelsket i Kina

Efter en medrivende rejse til Beijing og Xi'an er jeg nu tilbage i Suzhou. Kom tilbage d. 19, med en behagelig euforisk følelse i maven, efter at have oplevet så mange fantastiske ting på så kort tid.

I Beijing var jeg en uge. Tog nattoget fra Suzhou til Beijing, det tager ca. elleve timer. Der er enormt mange kinesere på meget lidt plads, og der er egentlig ikke plads til noget bagage.. så man må være fantasifuld når man skal finde plads til sig selv og sin bagage. (Kineserne er utroligt venlige, så man er på ingen måde alene om at komme på plads, og få tingene til at fungere i de elleve timer man kører. På min tur fra Suzhou til Beijing fandt jeg hurtigt ud af, at min kuffert var alt for stor til at kunne være i soverummet. Men med det samme var fire kinesere igang med at finde ud af, hvor vi kunne gøre af min kuffert.. til sidst måtte jeg tage nogle ting ud og så fik de den mast, med hjælp af både arme og ben, ind under en lille metalplade.)
Beijing er intet mindre end fantastisk. Man bliver overvældet af farverige bygninger og blå himmel. I shanghai blev man overvældet af en følelse af uendelighed og store grå flader på diverse giga-bygninger.
De har ikke bygget særlig højt i Beijing, men arkitekturen er fascinerende. Dette skyldes selvfølgelig sidste års OL-regler og kampagner, men det er uden tvivl en flot by. Folk i Beijing er også langt bedre til engelsk, og folk ved hvad det vil sige at stå i kø. (dette blev de også trænet til pga. OL sidste år)

Jeg var så heldig at kunne bo hos en dansk familie i udkanten af Beijing. De var enormt venlige og gav mig gode tips om hvad jeg skulle opleve i Beijing. Uden deres hjælp, havde det været svært at nå Beijing på blot en uge.
Jeg fandt også ud af at jeg skulle danse lancier til Danish Ball, så jeg kom til dansetræning, men synes aldrig jeg blev en haj til det.

Jeg fik selvfølgelig set alle de store highlights i Beijing; the Summer Palace, Temple of heaven, the Forbidden City, Tiannem square, Bell tower, Drum tower, Maos mausoleum... og jeg ku' blive ved..
Mit personlige highlight var selvfølgelig THE GREAT WALL! Mig og hende jeg boede hos, Anna, tog derud ved solnedgang og det var godt nok fortryllende. Vi var de eneste mennesker overhovedet, hvilket ikke er normalt når man er på muren. Der plejer at være fyldt med mennesker. Det eneste vi kunne høre var vinden og diverse dyrelyde. Det er noget af det smukkeste jeg har oplevet i mit korte liv. :)

Efter at have hørt så meget godt om byen Xi'an, der ligger et godt stykke inde i Kina, besluttede jeg at tage toger dertil direkte fra Beijing.
Jeg var i Xi'an i to dage, hvilket også er nok. Jeg fik dog ikke set alt det jeg ville, eftersom jeg mødte en kinesisk mand jeg blev gode venner med.
Han viste mig rundt og jeg mødte hans venner. Spiste en masse kinesisk mad, som min mave fik det knap så godt over.. Det var en rimelig intens oplevelse, fordi vi kørte fra det ene sted til det næste og videre til det næste. Han ville have at jeg skulle se alt muligt, og smage alt muligt. Vi fik diskuteret alt ligefra dansk musik til international politik og 'Den store leder' Mao.
Min kinesisk ven, der i øvrigt hedder Wang Jia Qiu, inviterede mig til Fujian der ligger i det sydlige Kina. Her bor hans Familie og venner og de vil tage godt imod mig lovede han. Om jeg kan nå det, er endnu ikke helt sikkert.

Af store ting i Xi'an fik jeg dog set The Terracotta Warriors, cyklet på den gamle bymur, besøgt et kæmpe Hot Spring og tog en cable car op på et bjerg med fantastisk udsigt udover byen.

I disse dage vasker jeg mit tøj, bestiller noget tøj jeg mangler, køber ny taske (der kan være i toget) og mailer med en kineser, der hjælper mig med at bestille nogle billetter til min 7dags tour.

Tiden er knap, og jeg skal afsted igen i starten af næste uge, ellers når jeg ikke at se alt det jeg vil. For om to uger kommer mine kolleger fra Danmark, og vi skal værei Shanghai og sejle på Yangtze. Derefter tager jeg muligvis til Fujian til Wangs familie.

Som altid har jeg sikkert glemt over halvdelen af de gode historier, men jeg regner med at de finder deres vej frem i lyset, når jeg aller mindst venter det.


Mange kærlige hilsner

Sebastian Simonsen

ps.

Ang. min hjemrejse:

Min billet er fastlagt til d. 21 april, da det var det eneste de kunne tilbyde tæt på d. 5 maj. Alt er booket når man nærmer sig starten af maj.
Jeg vælger muligvis at tage flyet hjem til Danmark d. 21 april, eftersom jeg vil skulle bruge enormt man penge på at forlænge mit visum for at skulle blive her 2-3 uger mere.
Enten kan man tage ud af Kina, fx. til Hong Kong, og søge om et helt nyt visum. Det ville koste mig billet frem og tilbage, hotel osv. samt prisen for det nye visum.
Nummer to mulighed er at forlænge med en måned, hvilket koster 1000 kr (altså mere end et helt nyt visum), og dette kan jeg kun, hvis jeg fremviser en flybillet som ligger senere end d. 5 maj, men ikke for tæt på slutningen af maj, fordi jeg så får en bøde for at rejse ud af landet for sent. -jeg kan ikke få en flybillet i midten af maj fordi alt er optaget. -og hvis jeg fik en flybillet, og så ikke får en måned forlænget, så står jeg tilbage med et visum der udløber d. 5 maj, men en flybillet der siger midt i maj.

Som I nok kan se, går det hele op i kineseri. Jeg vil derfor koncentrere mig om at nyde Kina nu, fremfor at ofre tid og penge i at få en forlængelse på en måned.

fredag den 6. marts 2009

Chinachinachina

Beklager at der er gået så lang tid, siden jeg sidst opdaterede bloggen. Der er sket så meget, men samtidig har jeg stress over at føle at jeg ikke når nok. (Det er mit største problem.. spøg til side)

Jeg vil forsøge mig med en kortfattet, men præcis, redegørelse af hvad der er sket siden mit sidste indlæg.

Jeg har besluttet at undervisning samt børnehjemmet er lukket land for mit vedkommende. Af den simple grund at hvis jeg involverer mig i disse, vil jeg være fastlås og kan ikke rejse rundt. Man kan ikke blot være aktiv, på foreksempel børnehjemmet, i nogle uger og så tage afsted. Men det giver vel også meget god mening, eftersom det ville forvirre børnene.

Søren, Tina, Mikkel og Maja er flyttet til en langt større lejlighed med bedre beliggenhed. Lige nu har vi udsigt over en kæmpe sø, hvor der om aftenen er lysshow for alle pengene. Man føler sig rimelig heldig. :)

Udover at have været social i det danske netværk herovre, til diverse fødselsdage, fester, middage osv., har jeg selvfølgelig finkæmmet Suzhou for flotte views og oplevelser. Værd at nævne er Tonglí, som er en vandby hvor folk bor imellem små vandkanaler, Master of the Nets Garden, som er en af de ældste haver i Kina og The Humble Administrator's Garden, som er Kinas største privatejede have. -Jeg har masser billeder, men hvordan de ligges ind har jeg endnu ikke luret helt.

...Så har jeg været et smut inde i Shanghai, hvor jeg var rundt og få en fornemmelse af stemmningen i det som siges, at blive verdens største by i 2020. Det var en ufattelig fornemmelse af uendelighed der rammer en, når byen forsætter og forsætter og forsætter. Selvfølgelig er dele af byen også industri, men der er et hav af mennesker overalt du befinder dig.

...Så har jeg været et kort visit på landet her i Suzhou, hvor der var bjerge, monke og templer. Det var en smule surrealistisk at opleve. Man ved dog også, at 50% af de monke har deres egen lejlighed i Suzhou med tv og internet. Det er slet ikke så primitivt, som det ser ud, for de fleste.

Jeg drager til Beijing imorgen. Jeg tager nattoget kl 20.20 og 11 timer efter er jeg i Beijing. Det synes jeg selv er rimelig smart, eftersom jeg ikke mister en hel dag på at rejse når jeg rejser om natten.
I Beijing har jeg en kontakt, som har boet i Kina i tre år og går i skole her. Der er enormt mange ting at se i Beijing: Den Himmelsk Freds Plads, Sommerpaladset, Den Kinesiske mur og Den Forbudte By. Udover disse, er der selvfølgelig stemningen i sig selv, og diverse museer og og shops man skal besøge.
Jeg er blevet inviteret til at sove hjemme hos dem, gratis, så jeg sparer jo forfærdeligt mange penge og bor hos nogen der kan dansk. Fantastisk. De har også inviteret mig med til Danish Ball, som er arrangeret af ambassaden i Beijing, så det skal nok blive festligt!
-Hvor længe jeg bliver i Beijing aner jeg ikke. 1-2 uger vil jeg tro.

Jeg har arrangeret en tur, der kommer til at vare syv dage i alt. På denne tur kommer jeg ud og ser Kinas natur, og opleve en anden side af Kina, end den jeg hidtil kun har stiftet kort bekendtskab til når jeg har været på landet i Suzhou.

Jeg skal flyve til Guilin(være der to dage), sejle fra Guilin til Yángshuó(være der en dag). Tage toget til Hángzhou(være der to dage) og bussen til Huang Shan (være der i to dage). Flere af stederne er kåret som de smukkeste steder i hele Kina. Blandt andet vil jeg slutte turen af med at se solopgang over de Gule Bjerge.. det skulle være et syn for guder.

Når de syv dage er gået, kommer mine to venner fra Andedammen og besøger mig. Vi skal primært være i Shanghai. Jeg har forslået at vi tager en tur ned ad Yangstefloden. Turen ville ca. tage tre dage og man bor på båden. Yangste er Kinas største flod og verdens tredjestørste. Verdens længste dæmning ligger også på denne flod. GLÆDER MIG!
De tager hjem d. 12 april, hvor jeg skal til at tænke på at forlænge mit visum med en måned.

Hvis jeg får en måned ekstra, overvejer jeg en tur til Hong Kong da det skulle være at befinde sig i et helt andet land, når man er der.

Jeg tror jeg fik de væsentligste ting noteret i dette indælg, men ellers får i flere detaljer når jeg kommer i tanke om dem. :)

Jeg vil løbe mig en tur, og hvis jeg har energi nok... står den på min første yogatime hos en kineser jeg mødte igår.

Mange kinesiske hilsner,

SEBASTIAN

ps. håber I alle har det godt!

onsdag den 18. februar 2009

I wake up in Suzhou

Jeg tog flyet fra Københavns lufthavn mod Paris. Paris lufthavn havde jeg frygtet en del, hvilket viste sig at være med god grund. Magen til forvirrende og kaotisk lufthavn skal man lede længe efter.
I følge flyplanen havde vi 50 min. i Paris lufthavn. Altså 50 min. til at komme ad flyet og op i næste. Som de fleste nok har erfaret når man flyver, kommer man altid små ti min. senere afsted... i dette tilfælde betød ti min. dog en del. Jeg blev venner med to svenskere, i flyet på vej til Paris, som havde den præcis samme flyplan som jeg. Så vi spurtede rundt sammen i Paris lufthavn, som man ser det på film, hvor vi hoppede og sprang og ramte ind i mennesker og tasker. -Og efter at have diskuteret med den franske security (Der var tre rækker kø af mennesker som skulle igennem security), kom vi, som de sidste, op i flyet og sikkert til Pu Dong lufthavn i Shanghai.

Da vi landede var jeg mildest talt rimelig medtaget. Havde ikke kunne sove i flyet, eftersom jeg sad imellem en mand og en dame med store knogler. (De sov nu noget så sødt)

En rar kineser hentede mig og kørte, som en psykopat, hjem hvor Tina, Søren, Maya og Mikkel bor. Senere har jeg dog fundet ud af, at den kinesiske mand kørte langt pænere end de fleste i Kina.
Når man skal over et kryds her i Suzhou, kan bilerne komme fra ALLE vejene. Der hersker ingen regler. Man må simpelthen bare starte md at gå ud i krydset og se på de biler der et tættest på og hvad de har tænkt sig. (udover det, så er de lydløse knallerte et langt farligere faktum end bilerne. Man kan ikke høre dem, og de er overalt)... Men nu er jeg jo heldigvis ikke ejer af store knogler, så jeg kan let og elegant snige mig uden om alle de vanvittige kinesere. BARE ROLIG MOR.

Indtil nu har jeg gået tur, handlet på frugt og grønt markedet, spist kinesisk ude, været ude og møde Tina og Sørens danske netværk til en fodboldkamp... mødt masser nye mennesker hele tiden. Jeg har egentlig glemt halvdelen af det jeg har lavet. Men har faktisk haft jetlag ind til idag, så fik at vide at jeg skulle tage mig nogle rolige dage.

Vi flytter snart. Den lejlighed som vi rigtig skulle flytte ind i for at få 70 m2 mere, ville den mærkleige kinesermand ikke af med alligevel. Det er sådan noget man finder ud af ved selv at ringe. De ringer ikke og siger det. Dette fænomen kaldes: 'når tingene går op i kineseri'.
Men idag fandt vi et endnu bedre tilbud: 4-værelses, med store vinduer fra gulv til loft udover søen, til samme pris som den ham den anden ikke ville af med alligevel.

De næste to uger bliver jeg i Suzhou og oplever området. Imorgen, torsdag, skal jeg til skrædder og ind på en café som skulle være meget kulturel... live musik, bøger man man låne, udstillinger m.m..

Nu jeg tænker mig om, er der rimelig mange planer de næste to uger, blandt andet:

-Udflugt til landet hvor jeg vil lave nogle overnatninger. Der skulle være bjerge, rismarker og frugtplantager. Tinas kinesiske veninde kender området en smule.

-En one-day tour hvor man sejler rundt og ser diverse store ting her i Suzhou (for det meste deres kendte haver). -Jeg er normalt ikke pjattet med turistarrangementer, men de eneste turister som faktisk deltager i disse arrangementer er kinesere selv.

-Holde fødselsdag for Mikkel

-Besøge diverse markeder. De sælger ALT på disse markeder. (læs: ALT!)

-Rejse til Beijing hvor jeg kender en (har boet i kina i tre år og på min alder), som har spurgt om jeg vil bo der lidt. Jeg venter dog lige til disse to uger er gået først.

-Gider ikke skrive flere ting nu.. :-D


Lige pt. overvejer jeg at undervise nogle børn i engelsk samt komme en dag om ugen på et børnehjem.

Som I kan læse sker der en del ting. Jeg ved ikke om jeg kan uploade billeder nu, men ellers skal jeg nok få det klaret snart.

Alt i alt har jeg det fantastisk over at få lov til at vågne op her i Suzhou.

Kærlige hilsner

Sebastian


Ps. i Kina bruger de menneskers afføring til gødning af frugt og grønt. Fantastisk, ik'?

Pps. Undskylder for de mange fejl i dette famøse indlæg. Har ikke tid til at læse det igennem.